



AT VÆRE frivillig i vores pantpatrulje
Vi i pantpatruljen har siden 2007 drevet en pantbod på Roskilde Festival. Her sorterer og tæller vi pant i stor stil på en af festivalens pantstationer. Vi er en arbejdsgruppe på 8 personer fra Sydslesvig, der næsten hele året rundt arbejder på at samle over 130 frivillige til verdens fedeste festival. Vores motto er at sortere pant og blande sprog – vi er måske festivalens mest internationale team.
Ud over en kernegruppe af sydslesvigere samler vi aktivt frivillige fra forskellige mindretal, og vores pantbod er et sted, hvor forskellige kulturer mødes. Her får du mulighed for at opleve et unikt fællesskab på tværs af sprog og baggrunde. Alle er velkomne – hos os handler det om fællesskab og festivalstemning.
Når vi er i pantboden, så yder vi ikke et arbejde, vi gør en social indsats
Vi vægter det sociale hos os højt. Vi bruger mere tid på at diskutere, hvorfor der igen var ristede løg på ostemaden til fællesbrunchen, end på at snakke om “det mest effektive arbejde.”
Efter en dag i pantboden slapper vi af i vores frivilligområde, nyder fælles morgenmad og deler festivalens magiske øjeblikke. Enhver, der har lyst til at forme vores tilstedeværelse på Roskilde, er altid velkommen til at være del af vores fællesskab.
Du har lyst til at være med?
Fantastisk! Det er nemt at tilmelde sig! Hertil skal du blot følge nedenstående trin:
- Udfyld tilmeldingsskemaet her
- Angiv dit profilnummer fra din People profil
(People er Roskildes frivillig-database, og du skal være oprettet i systemet. Hvis du ikke har en profil, kan du oprette en her.) - Underskriv og send frivillig kontrakten, som du får tilsendt på mail, til roskildefestival@sdu.de
(det er et krav for at kunne være med som frivillig. Du finder kontrakten som PDF også her)
Under 18?
I første omgang er det ikke muligt at tilmelde sig som under 18 årig, men der kan være mulighed for det, på et senere tidspunkt, såfremt der er ledige pladser.
Hvis du fylder 18 år inden festivalen starter den 28. juni er du ikke omfattet af ovennævnte forbehold og må gerne tilmelde dig allerede nu.
Gymnasieelev i Sydslesvig?
Hvis du er gymnasieelev i Sydslesvig, bliver din tilmelding først godkendt når din skole giver tilladelse, da festivalen ligger i skoletiden.
Duborgskolen:
Søg om lovligt fravær hurtigst muligt, ved at aflevere “ansøgning om lovligt fravær” til din studievejleder, som vil se på dit fravær, og du får senest besked i slutningen af maj. Du bedes at sende skolens tilladelse til roskildefestival@sdu.de. (Du finder PDF her)
A.P. Møller Skolen:
Vi er i gang med at afklare betingelserne for et lovligt fravær. Tilmeld dig gerne alligevel, og vi holder dig opdateret i forhold til din tilmelding.
FAQ
Hvad er People?
People er festivalens frivillig-database. Alle frivillige skal registrere sig her, og det er her du vil blive tilknyttet SdU´s pantbod. Tilmeld dig her: https://people-vol.roskilde-festival.dk/bliv-frivillig/ .
Det er gennem People du får tildelt dit armbånd og kan finde din vagtplan. Du kan se din vagtplan i Heap360, som du kan finde linket til i People.
Hvad er vores opgave på festivalen?
Vi er ansvarlig for en pantbod med en tilhørende pantmaskine, som kan sammenlignes med den pantautomat, du finder i din lokale Netto, bare meget større. Festivalens gæster kommer med deres samlede pant til vores bod og får værdien overført på deres armbånd. Vi tager imod pantemballagen, tæller den og sorterer den. Festivalen sørger for, at emballagen bliver hentet og genbrugt. Man kan få pant på, dåser, flasker, pap-hanke, shotsrør, kander, kopper osv.
Hvor mange timer kommer jeg til at arbejde?
Roskilde Festival har en regel om at alle frivillige skal have vagter på i alt 32 timer. Vi har valgt at bruge 8‑timers vagter, så alle kommer til at arbejde 4 gange 8 timer.
Hvilke goder får jeg som frivillig med SdU?
Som frivillig hos SdU tilbyder vi dig en hyggelig brunch hver morgen i vores frivilligtelt Valhalla. Valhalla er vores fælles mødested, som også byder på en lille bar (med studentervenlige priser). Derudover holder vi en velkomstfest for alle frivillige, som er med til at skabe vores gode fællesskab.
Alle frivillige får også 4 madbilletter, som kan bruges på festivalens lækre madboder!
Hvor meget musik går jeg glip af?
Typisk ligger to af dine vagter i opvarmningsdagene, mens de øvrige to ligger i musikdagene. Heraf vil mindst én vagt ligge på et tidspunkt, hvor musikken spiller, dvs. i eftermiddags-/aftensperioden onsdag – lørdag.
Kan jeg selv vælge vagter? Kan jeg arbejde sammen med mine venner?
Vi vil gerne fordele vagterne så retfærdigt som muligt. Derfor er det os, der laver en fordeling af vagterne. Det er altså ikke først- til- mølle princippet, og vi kan derfor ikke garantere, at du kan se alle din yndlings-acts. Det vil være i maj/ juni du kan komme med dine vagtønsker. Vi vil kontakte dig når det er tid til at vælge vagter.
Hvordan er arbejdsfordelingen?
De fleste frivillige står i pantboden og tager imod pantemballagen, tæller den og sorterer den i poser og kasser. Ligeledes vil der være omkring 4–5 frivillige, der servicerer pantmaskinen.
Så har vi en lille gruppe holdledere, som er erfarne frivillige fra tidligere år. De sørger for, at arbejdet bliver fordelt retfærdigt, at pauserne bliver overholdt, og at der dokumenteres og kvitteres for ind- og udgang af varer. Der er altid mindst to holdledere per vagt.
Derudover har vi en fruppe på 8 frivillige, som vi kalder arbejdsgruppen. De holder kontakt med festivalens organisatorer, formidler informationer til de frivillige, køber ind til morgenmad, lægger vagtplanen og tager sig af alle løse ender under festivalen.
Jeg er under 18 år gammel når festivalen starter. Kan jeg stadig være frivillig hos jer?
Ja! Vi har dog en begrænsning på, hvor mange frivillige under 18 år vi kan tage med, og forældrene skal give tilladelse hertil. Derfor vil du automatisk havne på vores venteliste. Vi vil kontakte dig og bekræfte din ansøgning eller takke nej, i tilfælde af at alle pladser for frivillige under 18 år er fyldt.
Frivillige under 18 år får ingen vagter om natten.
Du skal mindst være fyldt 16 for at være frivillig hos os.
Hvad skal jeg kunne bidrage med?
Du skal ikke have noget særligt know-how. Vi laver fælles introduktioner og sørger for, at du er klar til den opgave, du bliver tildelt.
Vi gør meget ud af fællesskabet og vægter det sociale højt, men det er selvfølgelig op til dig, om du vil deltage i disse aktiviteter.
Jeg er ikke dansk/EU-statsborger. Kan jeg alligevel være frivillig hos jer?
Vi vil gerne have så mange forskellige kulturer og sprog med på vores hold som muligt. Der gælder dog arbejdsretslige love og festivalens egne regler. Som udgangspunkt skal du være EU-statsborger eller på anden måde have ret til at tage arbejde i Danmark.
Hvor ligger pantboden
Pantboden og pantmaskinen ligger i område East City.